Britta Ortiz

Siden, jeg var barn, har kunsten været en del af mit DNA. En nødvendighed, et fristed et åndehul midt i en meget boglig verden.

Jeg skildrer mit syn på verden og den natur, der omgiver mig. Kunstanmelder Tom Jørgensen beskriver bl.a. min kunst på følgende måde:

” Budskabet er sjældent direkte politisk. Britta Ortiz interesserer sig mere for de almenmenneskelige vilkår, og nogle af billederne har en drømmende og symbolsk karakter. Eksistentielle grundvilkår som ensomhed, angst, vrede og resignation, men også solidaritet og empati præger disse billeder, som sætter sig fast på nethinden.

Hvad angår grafikken minder Britta Ortiz´ træsnit og linoleumssnit med deres skarptskårne billedopbygning og sociale indignation om den tyske kunstner Käthe Kollwitz og vores egne Søren Hjort Nielsen og Jane Muus.”

For 11 år siden begyndte jeg at vise min kunst for omverdenen. Jeg blev dybt forundret over, at min kunst vagte opsigt både i ind og udland. Jeg har udstillet i USA, Italien, Østrig, Tyskland og England og selvfølgelig Danmark. Min kunst er repræsenteret i mange kunstbøger og -magasiner.  På trods af det er det essentielle for mig stadig at udtrykke mig på mine egne præmisser og uden skelen til, hvad andre synes om min kunst.